Månerytmens Anatomi

Det er meget få der i der aldrig har hørt om, at kroppen, specielt kvindekroppen, følger månens rytme. 

Den bedste måde jeg har lært at forstå månens faser, og deres inflydelse på mig, er at se det som et åndedræt. Tag en dyb indånding, og pust ud, der har du månens faser.

Den voksende måne er indåndingen. Det er forberedelse, spænding og  næring. Vi klæder vores lunger på med ilt. 

Så kommer der en pause, når lungerne er fulde. Det er svært at lægge mærke til, men den er der. Det er fuldmånen i sit zenith, toppen af alt. Det er øjeblikket hvor man begynder at tale, sukke, grine, synge, eller bare udånde igen… mulighederne for handling og kommunikation ligger her. 

Udåndingen er den aftagende måne. Det er renselsen, og roen der kommer efter al den besværet. Jeg har eksempelvis lært, at når man skyder med bue og pil, skal man skyde ved udåndingen – fordi man er mest rolig der. 

Til sidst kommer en fase, som er gået i glemmebogen, om man vil. Så vidt jeg forstår, kalder man det første kvartal for en voksende måne for nymånen. Der er jeg lidt uenig. Ser man gennem et avanceret teleskop, så kan man godt se, at månen stadigvæk er minimalt synlig, men med menneskeøjne, kan man ikke se noget som helst, og jeg følger først og fremmest mine egne sanseindtryk.

Når månen ikke kan ses på himlen med det blotte øje, vover jeg at kalde den ‘sortmåne’ eller ‘mørkmåne’. Det er den pause man tager, når al luften i lungerne er åndet ud. Det er, normalt, mindre end et sekund hvor lungerne er tømt og det næste åndedrag ikke er påbegyndt.  Det er en fase, både af månen og af lungerne, hvor man stiller sig udenfor liv og rytme, og reflekterer over ens eget sted i verden. 

Sortmånen begynder så stille i de kommende dage. Lad din krop hvile og dine tanker strømme. Om lidt trækker vi vejret igen.