Magi og Videnskab
Nu hvor det er efterårstid, er jeg helt naturligt gået i husholdersker-mode. Jeg har brugt mange timer, den sidste uge, på at diverse sylt, herunder kombucha. Det synes jeg er magisk, og det var her, jeg fik nogle tanker om hverdagsmagi… For jeg kender jo egentlig godt videnskaben bag brygning af kombucha. Men er magi og videnskab slet ikke forenelige?
Min definition af magi og videnskab er som følger: magi er udnyttelsen af mysterierne (eller det ukendte) med henblik på at påvirke noget – hvorimod videnskab er en foreløbig bekræftet teori som forklarer noget.
Det bliver vinter, fordi solens stråler rammer os ikke lige så vinkelret, som de gør om sommeren, hvilket prompter mange af vores flora og fauna til at dvale, en evolutionær overlevelsesmekanisme. Men tænker du over det, når du traver gennem tågehavet i et regnvejr af gyldne blade?
En kombucha- moder er en kompliceret kombination af forskellige gær og bakteriearter, som omdanner sukker og koffein til alkohol og eddikesyre, men det er også usynlige væsener, som, hvis man passer ordentligt på dem, belønner én med styrkende livseliksir.
Den magiske tilgang er den empiriske tilgang, hvor vi udelukkende følger den viden, som er tilgængelig for vores sanser. Jeg har aldrig set en gærcelle spise sukker eller sanset jorden hældning, men jeg har fulgt 2000 år gamle instruktioner og set en lille svampe-lignede ting udvikle sig, og jeg er hvert år målløs over de døde træers nye skud.
Så lad ikke vores videnskabelige kultur fjerne magien fra dit liv. De to ting kan sagtens eksistere sammen.